Din pensionsopsparing - hvornår er nok, nok?
Hvor meget behøver du at lægge til side til pension? Er du i tvivl og ønsker overblik? Bliv klogere på, hvad der skal til for at komme godt fra start.
Hvor meget skal der til?
Hvor meget du skal lægge til side, hvis du vil opretholde samme levestandard i pensionsalderen, som mens du arbejdede, afhænger af, hvor høj en løn du har. Her får du en tommelfingerregel, du kan tage udgangspunkt i, når du planlægger, hvor meget du vil lægge til side til pension, hvis du har en obligatorisk arbejdsmarkedspension:
- De fleste, som er lavtlønnet/ufaglært/med en kort uddannelse, vil skulle indbetale omkring 12 pct. af deres løn
- De fleste, som er mellemlønnet/faglært med en mellemlang uddannelse, vil skulle indbetale omkring 12-15 pct. af deres løn
- De fleste, som er højtlønnet med en lang uddannelse, vil skulle indbetale omkring 15-18 pct. af deres løn
Tjek også artiklen Det gode pensionsråd afhænger af din indkomst
Da din lønudvikling med tiden meget vel kan ændre sig, vil det være en god ide ide, at du med jævne mellemrum tjekker, hvor meget du har sparet op – og hvor meget du kan forvente at få udbetalt.
Du tjekker din egen opsparing på PensionsInfo (kræver login MitID):
Hvilke forsikringer skal din pensionsordning indeholde?
Til langt de fleste job i dag er der knyttet en obligatorisk pensionsopsparing – en arbejdsmarkedspension. Der er dog stor forskel på, hvad en arbejdsmarkedspension indeholder. Det er derfor vigtigt at få overblik over, hvad den pensionsordning, man har via sit job, indeholder, og hvordan den sikrer én på lang sigt.
Tjek, om din pensionsordning sikrer dig andet og mere end opsparing, fx om ordningen indeholder en dækning, hvis du kommer ud for en ulykke, bliver invalid eller dør. Forsikringsdelen er en vigtig del af en pensionsordning, også når man er ung.
Du kan tjekke, hvilke forsikringer der er knyttet til din pensionsordning på PensionsInfo.dk (kræver login med MitID).
Viser det sig, at din pensionsopsparing ikke indeholder forsikring mod ulykke, tabt arbejdsevne og en livsforsikring, så skal du sørge for at få disse forsikringer med i din ordning. Ta’ en snak med dit pensionsselskab, når du tjekket din pensionsordning på PensionsInfo.
Hvordan vælger du den rette pensionsordning?
Følger der ikke en obligatorisk ordning med jobbet, er det dit eget ansvar at oprette og indbetale til en pensionsopsparing selv. Det er det også, hvis du er selvstændig – du kan desværre ikke regne med, at din virksomhed i sig selv er en sikker pensionsopsparing.
Se videoen Den danske pensionsmodel
På hjemmesiden faktaompension.dk har brancheforeningen Forsikring & Pension samlet oplysninger fra de forskellige pensionsselskaber, det gør det lettere at danne sig overblik over, hvilke pensionsselskaber som giver bedst afkast, og hvilke der har de laveste omkostninger.
Hvad med pensionen, når du skifter job?
Når du skifter job, så tjek muligheden for at flytte din pensionsordning med over i en evt. ny pensionsordning. Men husk at sammenligne den gamle pensionsordning med den nye, inden du flytter den. Den gamle kan indeholde nogle fordele, som vil forsvinde, hvis du flytter den over til den nye. Her må du så overveje, om det bedre kan betale sig at lade den 'stå'.
Få flere god råd i artiklen: Nyt job – hvad med pensionen?
Har du pensionsopsparinger fra andre jobs, fx i forbindelse med arbejde i et sabbatår eller et studiejob, som du ikke længere betaler til? De kaldes klatpensioner og er oftest værd at samle i én opsparing.