Hvor gammel bliver du – se din forventede levealder
Er det muligt at planlægge, hvor mange år du kan forvente at skulle leve af pension? Tjek ATP's levetidsberegner, som kan give dig et fingerpeg. Læs også ATP's ansvarshavende aktuar, Camilla Fredsgaard Larsens, status på, hvordan det generelt står til med levetiden i Danmark.

Jeg tror, at danskerne har endnu mere at se frem til.
Hvor gammel mon jeg bliver ...?
Dette er et vigtigt spørgsmål, der naturligt dukker op, hvis du vil finde ud af, om din pensionsopsparing rækker livet ud. Det er samtidig et spørgsmål, som er umuligt at svare på (heldigvis).
Svaret er ikke bare relevant for dig selv. Som dit pensionsselskab ønsker ATP også at komme så tæt på et svar som muligt kan.
Det er helt afgørende for ATP at kunne forudse, hvor mange år medlemmerne har foran sig på pension, da ATP udbetaler ATP Livslang Pension i alle årene som pensionist. Dette gælde uanset om mandu bliver 87 eller 107 år.
ATP er af den grund nødt til at være ekspert i danskernes levetider, og har derfor udviklet en levetidsmodel, der er baseret både på de nyeste data fra Danmark og data fra 17 andre lande, der er sammenlignelige med os.
Måske kan ATP's levetidsmodel også kan give dig et fingerpeg om, hvor langt din pension skal række ...
Kilde: ATP, 1. juli 2024.
Vi lever længere
– og har brug for pensionen i flere år
”Danskerne bliver ældre end før i tiden. Fx bliver 67-årige danske kvinder i snit 86,5 år, mens mændene bliver 83,8 år. For 10 år siden hed de tal 85,9 og 83,4, og for 20 år siden 84,3 og 81,4. En 67-årig bliver altså i dag 2 år ældre end for 20 år siden.
Camilla Fredsgaard Larsen, som er ansvarshavende aktuar i ATP, uddyber de seneste tal således:
"Det er dejligt, at vi kan se frem til flere år at leve i. I 2023 steg den forventede levetid for kvinder i Danmark 4,6 måneder. Det er en bemærkelsesværdig stor stigning på ét år og den største fremgang for kvinder siden 1996.
Med til den historie hører dog også, at levetiden faldt i både 2021 og 2022, både for mænd og kvinder. For de levetidsforbedringer, vi faktisk forventer hvert år, udeblev i de to år, som mange forbinder med Covid19-pandemien.
Selv om vi ser en entydig bevægelse i retning af længere levetider i Danmark, er det interessant, at udviklingen i dag går betydeligt langsommere. De seneste 10 år er levetiden for en 67-årig dansker kun steget med cirka én måned om året, uanset om personen er mand eller kvinde. I de foregående 10 år var stigningen mere end dobbelt så stor.
Vi forventer, at levetiden i Danmark vil fortsætte med at stige, bl.a. fordi vi som land i dag har lavere levetider end de europæiske lande, vi normalt sammenligner os med. Jeg tror, at danskerne har endnu mere at se frem til.”
Vidste du ...
- Levetiden blandt kvinder i 2024 tog det største spring opad i næsten 30 år
- 48 pct. af danske kvinder på i dag 67 år kan regne med at blive mindst 90 år - en stigning fra 41 pct. på 10 år
- Forventet levetid for 0-årige drenge: 92,8 år
- Forventet levetid for 0-årige piger: 95,3 år