Så meget får du i folkepension i 2025

Få overblik over satserne for folkepension og ældrecheck – og tjek også om du kan være omfattet af de nye regler ved beregning af dit pensionstillæg.

Folkepension

Folkepensionen består for de fleste folkepensionisters vedkommende af et grundbeløb og et pensionstillæg.

Pensionssatserne reguleres hvert år på baggrund af de gennemsnitlige lønstigninger to år tilbage på det private arbejdsmarked. Fordi disse lønstigninger er steget mere end årene før, er procentstigning i satserne højere i 2025 sammenlignet med de foregående år. 

Grundbeløb

Grundbeløbet er ens for alle folkepensionister, og det bliver ikke påvirket af de indkomster, du ellers måtte have. Din ægtefælles/samlevers indkomster har heller ikke betydning for dit grundbeløb.

Pensionstillæg

Det er anderledes med pensionstillægget. Hvis du og din eventuelle ægtefælle/samlever har indkomster ud over arbejdsindkomst, kan dit pensionstillæg blive sat ned eller bortfalde, fx hvis du/I har aktieindkomst, kapitalindkomst eller private arbejdsmarkedspensioner.

Hvor meget dit pensionstillæg nedsættes, afhænger af din og din eventuelle ægtefælles/samlevers indkomster, samt om din ægtefælle/samlever er pensionist.

Folkepension pr. måned før skat i 2025

Indkomstgrænserne for pensionstillægget i 2025

Indkomstgrænser for pensionstillæg

Bemærk ...

– at følgende af din ægtefælles/samlevers indtægter ikke indgår i beregningen af dit pensionstillæg:

  • Folkepension, førtidspension, seniorpension og tidlig pension
  • Løn
  • Honorarer
  • Mødediæter
  • Fratrædelsesgodtgørelse, der bliver beskattet efter overgang til folkepension
  • Indkomster fra egen virksomhed
     

– at du vil blive modregnet i dit pensionstillæg, hvis du eller din partner har indtægt fra:

  • ATP Livslang Pension
  • Ratepension 
  • Livrente
  • Arbejdsmarkedspension
  • Tjenestemandspension 
  • Aktie- og kapitalindkomst eller lignende
     

– at du ikke vil blive modregnet i dit pensionstillæg, hvis du eller din partner har indtægt fra:

  • Aldersopsparing 
  • Afkast fra en aktiesparekonto

Ældrecheck

Ældrechecken er en ydelse, som udbetales i slutningen af januar til de omkring 300.000 pensionister med de laveste indtægter. Her i 2025 har den også fået et ekstra løft og udgør nu 25.700 kr. - en stigning på 5.800 kr. 

Ret til ældrecheck?

Det er din personlige tillægsprocent og formue, som afgør, hvor meget du evt. er berettiget til at få udbetalt i ældrecheck. 

Udbetaling Danmark fastsætter din personlige tillægsprocent, når de beregner din pension. Tillægsprocenten kan ændre sig i løbet af året, hvis dit indkomstgrundlag, som din pension beregnes ud fra, ændres. Du kan se din personlige tillægsprocent på din seneste afgørelse eller årsbrev.

Ud over at beregne hvor meget du evt. kan få i ældrecheck, benytter Udbetaling Danmark også din personlige tillægsprocent til at beregne et evt. varmetillæg. 

Din tillægsprocent kan være mellem 0 og 100. Jo højere din tillægsprocent er, desto mere kan du være berettiget til at få i tilskud hos kommunen.

Nye modregningsregler fra 1. januar 2025

Hvis du som pensionist har en ægtefælle/samlever, der modtager dagpenge, efterløn, fleksydelse eller sygedagpenge, vil du, på grund af nye regler, kunne risikere at dit pensionstillæg enten nedsættes eller helt bortfalder. 

Hidtil har disse indkomster været sidestillet med arbejdsindkomst og er derfor ikke indgået i beregningen af dit pensionstillæg. Fremover er det udelukkende indtægter, der betales arbejdsmarkedsbidrag (AM-bidrag) af, som defineres som arbejdsindkomst.