Din partners arbejdsindkomst påvirker ikke din pension
Er du pensionist og har en ægtefælle/samlever, så har både din og din partners indtægter førhen indgået, når Udbetaling Danmark har beregnet, hvor meget du er berettiget til i folkepension. 1. januar 2023 trådte nye regler for beregning af pensionen i kraft. Regler, som for nogle pensionister betyder mere udbetalt.
Med de ændrede regler, som trådte i kraft 1. januar 2023, indgår den indtægt, din partner har fra arbejde, ikke længere i beregningen af, hvor meget du kan få udbetalt i folkepension.
I modsætning til tidligere, hvor din partners arbejdsindkomst kan have haft indflydelse på, hvad du har fået udbetalt i folkepension, bliver din pensionsudbetaling ikke længere påvirket, uanset hvor høj en arbejdsindkomst din ægtefælle eller samlever har. Det er kun jeres eventuelle øvrige indtægter (fx ATP, private pensioner, kapital- og aktieindkomst), der vil kunne påvirke størrelsen på din folkepension.
De ændrede regler gælder uanset om din partner er pensionist og vælger at arbejde ved siden af eller endnu ikke har alderen til at gå på pension.
Ændringen af regler kan også have betydning for din personlige tillægsprocent
Din samlevers/ægtefælles arbejdsindkomst indgår heller ikke længere, når Udbetaling Danmark beregner din tillægsprocent. Ændringen kan derfor også få betydning for udbetaling af ældrecheck, helbredstillæg, varmetillæg og mediecheck, hvis du er berettiget til disse ydelser.
Se på borger.dk, hvordan den personlige tillægsprocent beregnes
Ændringen af regler gælder også for dig, der er på førtids- eller seniorpension
De ændrede regler gælder også for både førtidspensionister på den gamle og den nye ordning samt for alle på seniorpension og betyder, at heller ikke her nedsættes pensionen på grund af en ægtefælles eller samlevers arbejdsindkomst.
Ingen ændring i reglerne for dig, der er på tidlig pension
For dig, der er på tidlig pension, har de ændrede regler ikke betydning, da Ægtefælles/samlevers indtægt i forvejen ikke indgår i beregningen af din tidlig pension.