Tjekliste - til dig der er ung
Som de fleste unge har du sikkert nok at gøre med at vende hver krone for at få din økonomi til at hænge sammen… Pension er derfor ikke det, du skal bruge mest tid på. Men har du et studiejob, andre småjob eller er i lære, er der ting, som er værd at holde øje med her og nu.
Tjek ...
Betaler du til ATP?
Se på din lønseddel, om du og din arbejdsgiver indbetaler til ATP. Arbejder du ni timer eller mere, er det lovpligtigt.
Har du en pensionsordning?
Se på din lønseddel, om du er omfattet af en pensionsordning. Hvis du ikke har en pensionsordning og ikke betaler til ATP, kan du overveje at kontakte din arbejdsgiver eller evt. en fagforening.
Har du sparet noget op allerede?
Du kan hurtigt få overblik over, hvor meget du har sparet op i nuværende eller tidligere job.
Du skal have dit MitID ved hånden for at kunne logge dig på og se dine egne pensionsoplysninger.
Er du dækket mod ulykker og invaliditet?
Nogle er ikke dækket eller ringe dækket mod ulykker og invaliditet. Du kan overveje, om du har mulighed for en ulykkesforsikring. Har du en pensionsordning, så spørg dit pensionsselskab om, hvordan du er dækket eller få overblik på pensionsinfo.dk.
Få mere at vide i artiklen 'Single - er du godt nok forsikret?'
Vi anbefaler
Vi håber, du med disse tjek har fået det første overblik over din pension. Har det vist sig, at du ikke er begyndt at spare op, fx fordi du indtil nu kun har haft småjob, så er der ikke grund til panik. I disse år har du mange udgifter - og skulle du have lidt penge tilovers, er der bedre økonomi i at undgå og/eller afvikle dyr gæld frem for at spare op til pension. Men her og nu vil vi anbefale dig at kaste et blik på artiklen
Nyd din ungdom – men vent ikke for længe med pensionsopsparingen
Find ud af mere
Læs mere under temaet Ny i arbejdslivet, hvor vi giver dig gode råd om, hvornår du skal begynde at tænke på pension, og hvordan du sparer op.
NB Husk, at du, uanset hvor meget du har sparet op, får folkepensionens grundbeløb, når du bliver pensionist. Måske vil du også være berettiget til pensionstillæg og sociale ydelser, fx ældrecheck og boligydelse.